Engelsk A - Samfundsfag B - Psykologi B

Om studieretningen

Udsyn og indsigt

Vi retter især blikket imod den engelsksprogede verden, som du vil komme til at møde tæt på. Men  engelsk er et sprog for mange flere end de, der har det som deres modersmål. Det er sproget for global kommunikation og derfor en nødvendig ballast.

Med studieretningsfagene engelsk, samfundsfag og psykologi arbejder du både med udsyn på samfundet og med indsigt i det enkelte menneskes udvikling og psyke.  

Du får forudsætningerne for at kunne forstå og arbejde med mennesker og for at kunne arbejde i det sammensatte, multikulturelle samfund.


Det enkelte menneske i samfundet

Mødet mellem kulturer har gennem historien givet anledning til konflikter, men har også været brændstof for kreativitet og udvikling. Sådan er det stadig, og det er et tema, du vil komme til at arbejde med på tværs af flere fag.

Både i psykologi, i samfundsfag og i arbejdet med litteratur og medier i engelsk lærer du om udviklingen af menneskets personlighed og identitet, og det kan ske under mange forskellige temaer:

Findes der en særlig moderne storbyidentitet på tværs af lande og verdensdele? Hvad betyder det for identitetsdannelsen at leve midt imellem to kulturer? Hvilken rolle spiller medierne for identitetsdannelsen?

Du vil komme til at arbejde med emner som spænder fra et udgangspunkt i det individuelle og helt lokale til det store globale perspektiv.


Du skal selv møde verden

Undervisning er mange ting og foregår på mange måder. Mange af fagene i studieretning 8 vil tage dig med uden for skolens mure.

Mange psykologielever foretager som et led i undervisningen feltobservationer for eksempel i en børneinstitution.

I samfundsfag skal du selv møde og interviewe mennesker, som lever under helt forskellige forhold. Du kommer også til at besøge institutioner, hvor små og store samfundsbeslutninger bliver truffet.

Studierejsen til udlandet går i de fleste tilfælde til et land, hvor du kan træne dit engelsk. Der vil du komme til at foretage dine egne studier af kulturen og samfundet. På grundlag af dine selvstændige observationer skal du lave en kulturrapport – men det er ikke givet, det bliver en traditionel rapport på papir!

Hvad kan du blive?

Dine muligheder for en videregående uddannelse efter gymnasiet afhænger af hvilke fag du har i gymnasiet og på hvilke niveauer. På de to faneblade ”opbygning” og ”valgfag” kan du se hvilke fag du får i studieretningen og hvilke du kan vælge som valgfag. På UddannelsesGuiden findes der en ”adgangsnøgle” , hvor du ved at indtaste de fag og niveauer, du ønsker at tage, kan få en oversigt over de uddannelser du får adgang til.


Studieretningens opbygning

Herunder kan du se hvordan studieretningen er opbygget og fordelt på de 3 år. Klik på det enkelte fag og læs mere.

1.G
2.G
3.G
Valgfag A
Almen studieforberedelse
2. fremmedsprog
Naturvidenskabeligt valgfag B
Kunstfag

Vi anvender cookies til statistik. Denne information deles med tredjepart. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Cookie- og persondatapolitik