Samfundsfag A - Matematik B - Erhvervsøkonomi C

Om studieretningen

Med fokus på det internationale

Er du nysgerrig og engageret, og vil du gerne følge med nationalt og globalt, får du med denne studieretning indsigt i og redskaber til at være en aktiv (verdens)borger.

Danmark er et lille land, og det kræver, at vi konstant indretter os efter verdensudviklingen – politisk, økonomisk og kulturelt. Studieretning 6 har derfor et stærkt internationalt fokus.

Du får de bedste forudsætninger for at læse videre på både lange og kortere uddannelser. Måske indenfor egentlige samfundsvidenskabelige uddannelser som f.eks. statskundskab, økonomi eller jura. Måske indenfor uddannelser til bl.a. socialrådgiver eller lærer.

Redskaber til indsigt og udsyn

Mens du arbejder med mange forskellige temaer i de enkelte fag og i samarbejde mellem fagene, får du redskaber til at analysere og trænge ind bag facaden. Det gælder, hvad enten vi studerer f.eks. identitetsdannelse i multikulturelle samfund, forskellene mellem den gamle og den nye regerings politik eller den økonomiske krises vidt forskellige indflydelse i Europa og Asien.

Du lærer at forstå, hvad der sker i verden omkring os bl.a. i Kina, Mellemøsten, USA og Europa. Du lærer, hvordan politik og beslutninger bliver til i Vejle, i Danmark og i EU. Og du lærer, hvordan man skaber velstand, og hvad der sker i forskellige firmaer og organisationer.

Ud af huset

For at kunne forstå og kommunikere med de nye økonomiske supermagter i f.eks. Asien skal du have et indgående kendskab til deres historie og sprog. Lokal og global forståelse kræver således samspil med andre fag bl.a. sprog, historie og geografi.

Vi arbejder derfor med større og mindre projekter på tværs af flere fag og bruger dertil skolens mange faciliteter. Men du skal også have lyst til nysgerrigt at bevæge dig ud i virkeligheden udenfor skolens beskyttende mure. Vi gennemfører nemlig mange ekskursioner – lige fra besøget på Vejles Rådhus til studierejsen, som ofte går til en anden verdensdel. De seneste par år har studieretningsklasserne været på Filippinerne og i New York.

Hvad kan du blive?

Dine muligheder for en videregående uddannelse efter gymnasiet afhænger af hvilke fag du har i gymnasiet og på hvilke niveauer. På de to faneblade ”opbygning” og ”valgfag” kan du se hvilke fag du får i studieretningen og hvilke du kan vælge som valgfag. På UddannelsesGuiden findes der en ”adgangsnøgle” , hvor du ved at indtaste de fag og niveauer, du ønsker at tage, kan få en oversigt over de uddannelser du får adgang til.


Studieretningens opbygning

Herunder kan du se hvordan studieretningen er opbygget og fordelt på de 3 år. Klik på det enkelte fag og læs mere.

1.G
2.G
3.G
Valgfag A
Almen studieforberedelse
Valgfag B
Kunstfag

Vi anvender cookies til statistik. Denne information deles med tredjepart. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Cookie- og persondatapolitik