Fritagelse for idræt

A) Elever med fuldstændig fritagelse, dvs. elever, som slet ikke har deltaget i undervisningen:
Der skal ikke gives standpunkts eller årskarakterer i idræt C, da der ikke er noget grundlag for at give årskarakter.
Efter gymnasiereformen skal sådanne elever have et eller flere valgfag i stedet for idræt C, således at deres samlede timetal kommer op på minimumskravet om 2470 timer, jf. stx-bekendtgørelsens § 142, stk. 3, jf. § 5, stk. 1. I konkrete tilfælde kan Undervisningsministeriet dog efter ansøgning dispensere fra timetalskravet og tillade, at en elev nøjes med ét andet fag på C-niveau.

B) Elever med delvis fritagelse for idræt
(med skåne-erklæring):
En skåneerklæring vil typisk indebære, at eleven efter lægens anbefaling i en veldefineret periode delvis fritages (man kan f.eks. godt bevæge sig til musik eller styrketræne med en forstuvet finger). Eleven møder omklædt hver gang og deltager helt eller delvist i et nærmere aftalt omfang i den praktiske del af undervisningen.

C) Elever med fritagelseserklæring for deltagelse i idræt:
Fritagelsen omfatter typisk fritagelse i praktisk idrætsundervisning et antal uger eller måneder.
Skolen vurderer konkret om og i givet fald i hvor høj grad eleven skal være til stede i timerne for at opfylde læreplanens teoretiske mål.

Karakterer:
Standpunkts- og afsluttende standpunktskarakter gives til elever med skåneerklæring eller fritagelseserklæring, såfremt eleven efter skolens konkrete vurdering har opfyldt fagets mål gennem deltagelse i tilstrækkeligt omfang i undervisningen. Kan eleven ikke gives karakter, gives en streg + en bemærkning om fritagelse med lægelig dokumentation.