Eliteidrætsklasse

Vi du gerne tage en studentereksamen samtidigt med at du dyrker idræt på eliteniveau?

I samarbejde med Elite Vejle opretter vi i 2012 en eliteidrætsklasse, hvor vi understøtter muligheden for at tage en 3-årig gymnasieuddannelse og samtidig dyrke idræt på eliteniveau. Er du Team Danmark godkendt kan vi også tilrettelægge din studentereksamen over 4 år.

I samarbejde mellem din klub, Elite Vejle og dine forældre vil vi hjælpe dig med at tilrettelægge og gennemføre et uddannelsesforløb, som tilgodeser dit behov for at skabe sammenhæng mellem skole, eliteidræt og fritid.

Blandt andet indlægger vi mulighed for morgentræning to dage om ugen, vi tilbyder en personlig mentor på skolen, som hjælper med at sikre sammenhæng og balance mellem uddannelse og idræt, og vi hjælper med undervisningsfrihed og erstatningsundervisning i forbindelse med officielle trænings- og turneringsforløb.

Hent vores folder, hvor vi præsenterer Rødkilde Eliteidræt

Ansøgning - hvordan?

Du skal hente og udfylde Rødkilde Eliteidræts særlige blanket til idrætslig godkendelse. Blanketten skal sendes direkte til Rødkilde Gymnasium sammen med en udtalelse fra din sportsklub, dit specialforbund eller Team Danmark.

Som alle andre skal du senest den15. marts tilmelde dig en ungdomsuddannelse, hvor du selvfølgelig skal tilmelde dig STX på Rødkilde Gymnasium. Der skal du vælge én af de to studieretninger, som eliteidrætsklassen samles på (på www.optagelse.dk: enten engelsk A-matematik B eller engelsk A-samfundsfag B).

Hent godkendelsesblanketten

Oprettelse af en eliteidrætsklasse

Oprettelse af en eliteidrætsklasse forudsætter naturligvis, at der er tilstrækkelig mange elever, der er interesseret i at deltage. Da der kun forventes oprettet én talentidrætsklasse pr. årgang, optages eleverne i prioriteret rækkefølge ud fra den idrætslige godkendelse.

Du er velkommen til at henvende dig til Rødkilde for mere information. Henvend dig til kontoret (tlf. 7582 0488 / adm@roedkilde-gym.dk) eller direkte til elitekoordinator Poul Jørgensen (tlf. 7582 0488 / pj@roedkilde-gym.dk).