Optagelse
Hvordan bliver du optaget på Rødkilde?
Hvis du går i skole og ønsker optagelse på Rødkilde Gymnasium vil din skolevejleder/UU vejleder orientere dig om, hvordan du skal søge ind. Sidste frist for din ansøgning til din UU-vejleder er den 1. marts 2012.
Bemærk: hvis du er på studieophold i udlandet i skoleåret 2012/2013 og dermed først skal starte i 2013, så kan du søge allerede nu og få bevilget orlov, hvis du er blevet optaget på Rødkilde.
Hvis du ikke går i skole, skal du henvende dig til UU Vejle eller UU Horsens/Hedensted og få vejledning om ungdomsuddannelser og optagelse. I helt særlige tilfælde kan du henvende dig direkte til Rødkilde Gymnasium. Sidst frist for ansøgning er den 15. marts 2012.
Ansøgningen sker på Undervisningsministeriets ansøgningsskema, som du finder på www.optagelse.dk
Optagelseskrav
9. klasse
For at få retskrav på optagelse skal du være anset for uddannelsesparat i forhold til gymnasiale uddannelser, jf. bekendtgørelse om uddannelsesparathedsvurdering, uddannelsesplaner og procedurer ved valg af ungdomsuddannelse. Det vil sige, at du skal have de faglige, personlige og sociale forudsætninger, som er nødvendige for at gennemføre en gymnasial uddannelse. Retskrav på optagelse forudsætter desuden, at du skal have
- afsluttet 9. klassetrin efter folkeskolen eller haft anden undervisning, der svarer til folkeskolens 9. klasse
- søgt om optagelse i direkte forlængelse af folkeskolens 9. eller 10. klasse, det vil sige førstkommende skoleår efter, at 9. eller 10. klasse er afsluttet,
- aflagt alle folkeskolens obligatoriske afgangsprøver efter folkeskolens regler (mangler du en eller flere af de obligatoriske prøver, skal du altid til den obligatoriske optagelsesprøve)
- modtaget 2-4 års prøveforberedende undervisning i fransk eller tysk og have aflagt prøve
- udfyldt uddannelsesplan
- erklæret uddannelsesparat af UU
10. klasse
For en ansøger, som søger om optagelse efter 10. klasse på en folkeskole, en fri grundskole eller en efterskole, er det ud over ovennævnte, tillige en betingelse for at have retskrav på optagelse, at ansøgeren i 10. klasse har modtaget undervisning i dansk, engelsk og matematik og herefter har aflagt enten folkeskolens afgangsprøver eller 10. klasse prøver i disse fag. En ansøger, der vælger at aflægge 10. klasse prøver i disse fag, skal for at have retskrav aflægge både de mundtlige og de skriftlige prøver.
Opfylder du ikke ovenstående krav, har du mulighed for at søge optagelse efter en konkret vurdering. Det er rektor på Rødkilde, der afgør om du kan optages eventuelt efter en optagelsesprøve.
Læs mere her om optagelsesprøven.

