Fællestimre med Singh & Goldschmidt

Koncerten med Anders Singh, Henrik Goldschmidt og Bilal Irshed på Rødkilde Gymnasium onsdag den 30. november var sikkert en overraskelse rent musikalsk for mange, men de arabiske, jødiske, danske og indiske klange og melodier klædte hinanden ualmindeligt flot. Fx gav det et helt nyt syn på Carl Nielsens melodi 'Påskeblomst, hvad vil du her?' at høre den i så musikalsk eksotiske omgivelser.

Især Henrik Goldschmidt gjorde stort indtryk med sine fortællinger om musikkens evner til at bygge bro mellem gamle fjender, og hans entusiastisk spil og sang fik hele salen med til at klappe, råbe og synge med. En dejlig positiv oplevelse!