Kvalitetssikring
Evaluering og kvalitetssikring på Rødkilde Gymnasium
Kvalitetssikringssystemet på Rødkilde Gymnasium skal sikre fortsat skoleudvikling på baggrund af skolens værdier og overordnede opgaver. Dette betyder, at alle sider af skolens liv bliver udsat for kontinuerlige og systematiske evalueringer, som er nøje fastlagt i systemet og således en naturlig del af skolens hverdag. Dels fordi det er naturligt at reflektere over praksis, og dels fordi det er vigtigt for os, at skolens elever får den bedste undervisning med gode eksamensresultater til følge.
Vores årlige elevtilfredshedsundersøgelse udgør en hjørnesten i vores kvalitetsarbejde her på Rødkilde Gymnasium. Undersøgelsen bliver behandlet i ledelsen, elevrådet og strategiudvalget. De udfordringer der bliver fokuseret på, bliver sammen med selve undersøgelsen præsenteret for hele skolen dels på et fællesmøde og dels på et PR-møde.
Klassebenchmarkingrapporten opfølges af en handlingsplan i alle klasser. Teamlederen tager initiativ til at udarbejde en handlingsplan sammen med klassen, der indeholder mindst tre punkter der er en succes, som man kan arbejde videre med, og tre udfordringer der kan forbedres. Dette bliver meldt tilbage til teamet, klassens lærere og ledelsen, så de også kan bidrage med løsninger og forbedringer hvis nødvendigt.
Se vores Elevtilfredshedsundersøgelse fra efteråret 2010 og den nyeste fra efteråret 2011 her.
Det siger sig selv, at ikke alle områder kan være i fokus hele tiden. Nogle evalueres hvert år, mens andre overvåges i en periode, fordi de er nye tiltag og derfor kræver særlig opmærksomhed. Vi har valgt at dele vores monitorerings- og evalueringsplan op i tre dele:
Områder der monitoreres og justeres løbende
De områder, der løbende monitoreres på Rødkilde Gymnasium, dækker i store træk de områder, der gør Rødkilde Gymnasium til en attraktiv uddannelsesinstitution og arbejdsplads. Se vores evaluering og kvalitetsplan ved at klikke på dette link
Skolens værdier
Skolens værdier skal ikke løbende vurderes, men det er rektors opgave hele tiden at sikre at skolens værdigrundlag kommer til debat på skolen - i bestyrelsen, blandt lærere og elever og i ledelsen.
Mål og handleplaner
Skolens mål og handleplaner justeres en gang om året i april/maj, hvor planen sendes til behandling i skolens strategiudvalg. Den endelige mål- og handleplan er færdig til skolestart i august. Mål som er nået fjernes og nye opstilles. Rektor er ansvarlig for, at nye mål og handleplaner behandles i strategiudvalget og præsenteres for PR og elevrådet, så de endelige planer kan forelægges for bestyrelsen og offentliggøres på skolens hjemmeside.
Samarbejde om kvalitetsudvikling
For at sikre høj kvalitet i og optimalt udbytte af kvalitetsarbejdet på Rødkilde Gymnasium er vi medlem af uddannelsesbenchmark.dk. Medlemsskabet gør os i stand til at kvalificere vores diskussion omkring kvalitetsarbejdet, dels igennem det faktum, at netværket udgør et forum, hvor man kan diskutere og lære af hinandens erfaring med kvalitetsarbejdet, og dels kan vi direkte sammenligne vores tal i forskellige sammenhænge, nogle på landsplan og nogle i mindre netværk. Alt sammen et udgangspunkt for et godt grundlag for diskussion og videreudvikling af vores skole.

