Skriftlig eksamen
- Du skal være på din plads og være parat til eksamen 10 minutter før prøven starter.
- En bordseddel med dit navn, eksamensfag og eksamensnummer ligger på din plads.
- Udfyld straks sidehovedet på de udleverede ark papir. Hver side skal have oplysningerne skrevet tydeligt ud.
- Du må ikke forlade din plads uden ledsagelse af en vagt.
- Du bør straks efter modtagelsen af opgaven kontrollere, at opgaveteksten er til det rigtige fag og det rigtige niveau.
- Kun ark, der ønskes bedømt, skal afleveres. Andre ark regnes for kladde. Kladden skal blive liggende i lokalet, hvis du går, før prøven er afsluttet, ellers kan den beholdes.
- Alle afleverede ark skal påføres fulde navn, hold, nummer og fag samt arknummer og antal ark i alt, inden du tilkalder en vagt for at aflevere. Kontroller, at vagten kvitterer på alle ark.
- Det sidste kvarter inden hver prøves afslutning må ingen forlade eksamenslokalet (af hensyn til arbejdsroen for de øvrige elever).
- Opgaven skal være klar til aflevering, når prøven er slut.
- Efter aflevering af opgaven ved prøvens afslutning, skal du forholde dig i ro, indtil alle har afleveret. Når vagten giver tilladelse hertil, skal du straks og uden samtale med andre elever forlade eksamenslokalet.
- Du må gerne gøre notater på opgaverne eller teksterne og du må gerne beholde dem, dog kun ved aflevering ved prøvetidens udløb. Bemærk: Ved terminsprøver eller årsprøver i dansk skal teksten altid afleveres.
- Det er ikke tilladt at høre musik eller andet under eksamen.
- Mobiltelefoner skal slukkes og ligge på bordet - ikke i lommen.
- Hvis du skal på toilettet, skal du markere med hånden og vente på vagten. Det er ikke muligt at ryge under skriftlig eksamen og årsprøve.
Skriftlig eksamen med computer
Før prøven
- Der må benyttes computer i alle fag med skriftlig eksamen. Alle har altså ret til at medbringe og bruge egen computer med printer. Ved (del)prøver uden hjælpemidler (matematik, engelsk og musik) er computer dog ikke tilladt.
- Du skal medbringe en brugsklar computer med printer. Det er udelukkende dit eget ansvar at al hardware og software fungerer. Sørg for at afprøve udstyret samlet inden det tages med til skolen.
- Skolen opstiller et lille antal printere, hvor den enkelte elev kan printe ud efter at have henvendt sig til en vagt. Eleverne kan ikke selv bestemme hvornår de kan printe ud.
- Mærk dit udstyr med en etikette med navn og klasse. Skolen påtager sig ikke noget ansvar for udstyret mens det befinder sig her og har ikke tegnet forsikring, som dækker evt. tyveri eller skade på udstyret.
På prøvedagen
- Computer og printer skal opstilles samme dag, som prøven finder sted, mellem kl. 7.00 og 8.30.
- Udstyret SKAL senest nedtages samme dag enten umiddelbart efter sidste prøve i lokalet er slut eller inden kl.16.00
- Hvis du er forhindret i at hente/flytte udstyret på dette tidspunkt, må du i god tid inden eksamen lave aftaler med en der kan hente/flytte udstyret for dig.
- Du får udleveret et omslag til aflevering af din udprintede opgave. Udfyld hovedet på omslaget. Omslaget tæller ikke med i sideantallet. Opret sidehoved med navn, klasse, fag og sidenummer.
- Husk, det er dit eget ansvar hvis opgaven "går tabt" på grund af fejlbetjening eller maskinnedbrud. Du kan kun aflevere på papir - ikke en fil. Men du må gerne aflevere delvis print og delvis håndskrift. Gem ofte sikkerhedskopier på USB eller lignende og skriv ud flere gange undervejs, så du evt. kan fortsætte i hånden eller på en anden maskine.
- Begynd udskrivningen på egen printer senest 10 minutter før prøvens afslutning. Hvis skolens printer benyttes, skal du beregne mere tid! Når tiden er gået, skal din opgave være underskrevet på sidste side og være klar til aflevering!
- Det er ikke tilladt at udveksle oplysninger mellem computerne, hverken ved lån af USB-nøgler, via lokalnet eller ved nogen form for dataoverførsel eller kommunikation. Det er derfor heller ikke tilladt at dele printer, når man selv medbringer udstyr.
Internet og trådløst netkort
Man må under ingen omstændigheder kommunikere med andre eller gå på internettet under eksamen. Du skal derfor deaktivere trådløst netkort, bluetooth og infrarød forbindelse på din computer under eksamen. Spørg en datavejleder, hvis du er i tvivl. Overtrædelse af ovenstående betragtes som eksamenssnyd og kan medføre bortvisning. Vi vil tage stikprøver for at se, om netkortet er deaktiveret.

