SRP
Studieretningsopgave (SRO) og studieretningsprojekt (SRP)
Studieretningsopgaven i 2.g (SRO) - vejledning til eleverne
Studieretningsopgaven i 2.g er en større skriftlig opgave i to af de fag, der udgør studieretningen. Der er tale om en individuel opgave. Skolen har afsat 15 timer elevtid til udarbejdelse af opgaven.
Opgavens formål
Formålet med studieretningsopgaven i 2.g er at træne udarbejdelsen af studieretningsprojektet (SRP) i 3.g, dvs.:
1. At udvikle en selvstændig evne til gennem skriftlig fremstilling at overskue, bearbejde,disponere, sammenfatte og formidle en flerfaglig problemstilling.
2. At skrive en større opgave, hvor der lægges vægt på, hvordan du har fremstillet et sagsforhold, og hvordan du teknisk har udarbejdet opgaven (formalia).
Studieretningsopgaven i 2.g tager udgangspunkt i et undervisningsforløb, mens studieretningsprojektet i 3.g er et selvstændigt forløb.
Opgaveformulering
I 2.g tager studieretningsopgaven udgangspunkt i et undervisningsforløb. Opgaveformuleringen udfærdiges af lærerne. Den vil rumme fagspecifikke krav, dvs. at der skal være et fagligt fokus, og den vil rumme mere tværgående faglige krav. Endvidere vil opgaveformuleringen være konkret og afgrænset, altså ikke blot en overskrift. Typisk opdeles opgaveformuleringen i flere underspørgsmål med angivelse af de taksonomiske niveauer.
Det vil klart fremgå, hvad du som elev skal gøre.
Vejledning og indføring i opgaveskrivning
Da opgaven tager udgangspunkt i gennemgået stof i fagene, vil undervisningen lægge op til hvordan metode m.m. kan indgå i opgaven.I tidsrummet frem til udleveringen af opgaveformuleringen vejledes eleverne af læreren eller lærerne.
Opgaveperioden
Lærerne udleverer opgaveformuleringen elektronisk og/eller på papir til eleverne. Der er afsat to dage efter sidste skoledag til udarbejdelsen af opgaven. Derfor bør opgaveformuleringen ikke udleveres til eleverne før dagen før skrivedagene. Skolens lokaler, bibliotek samt øvrige undervisningsudstyr vil i videst muligt omfang være til rådighed for dig i den periode, hvor du udarbejder opgaven.
Besvarelsen
Besvarelsen skal udarbejdes på dansk. Skolen kan dog godkende, at den helt eller delvist udarbejdes på engelsk, tysk eller fransk. Vælger man at besvare opgaven på et fremmedsprog, skal man være særdeles fortrolig med dette sprog. Ved opgaver, hvori et eller flere fremmedsprog indgår, skal en del af de anvendte kilder være på det/de fremmede sprog.
Den egentlige tekst i den færdige besvarelse må maksimalt have et omfang svarende til 6-8 maskinskrevne A4-sider med 1½ linjeafstand. Indholdsfortegnelse, noter, litteraturlister, grafer, tabeller samt eventuelle illustrationer og tekstbilag tæller ikke med i beregningen af sideantallet, selv om de er placeret i teksten. En overskridelse af de 6-8 sider vil påvirke bedømmelsen. Benytter du materiale fra elektroniske medier, skal du gemme det eller evt. printe det til din lærer eller dine lærere.
Opgavebesvarelsen skal indeholde et kort resume på engelsk (også kaldet et abstract). Resumeet er en mini-udgave af opgavebesvarelsen og bør i koncentreret, men sammenhængende form præsentere besvarelsens vigtigste elementer. Det skal i sig selv udgøre en meningsfuld helhed og kunne forstås uafhængigt af selve opgavebesvarelsen. Omfang: 15-20 linjer. Resumeet anbringes lige efter titelsiden.Resumeet bør indeholde undersøgelsens problemstilling (opgaveformuleringens indhold) samt de væsentligste resultater og konklusioner. På engelsk kan en disposition for resumeet (the abstract) se således ud:
Problem statement
Results
Conclusions
Aflevering
Opgaven skal afleveres på kontoret senest på det angivne tidspunkt. Se i Lectio.
Du skal aflevere 2 eksemplarer af opgaven. Du skal underskrive din opgave, inden du afleverer.
Du har selv ansvaret for, at tekniske hjælpemidler til renskrift og kopiering fungerer, således at tidsfristen ikke overskrides. Skolen påtager sig ikke at kopiere eller stille kopimaskiner til rådighed. Du skal selv sørge for at få fremstillet en kopi.
Der er ikke krav om, at opgaven skal afleveres renskrevet på maskine, selv om det er tilrådeligt. Det må du tale med din faglærer eller dine faglærere om.
Bedømmelse
Besvarelsen bedømmes af din faglærer eller dine faglærere. Der gives én karakter, som indgår i fastlæggelsen af din årskarakter i de pågældende fag.
Bedømmelsen af opgavebesvarelsen er en faglig helhedsvurdering. Faglærerne orienterer som nævnt om, hvad der lægges vægt på, men det kan være:
- om opgaven er besvaret i overensstemmelse med opgaveformuleringen, herunder de afgrænsninger og krav, der indgår i denne
- om der er sammenhæng mellem den tidsmæssige ramme for projektet og opgavebesvarelsens omfang og kvalitet
- om du har anvendt passende faglige analyse- og arbejdsmetoder ved besvarelsen
- om stoffet er behandlet tilstrækkeligt dybtgående
- om der er gennemført en kritisk vurdering på et fagligt og metodisk grundlag
- om der er sket en selvstændig bearbejdelse og perspektivering af stoffet
- om problemstillingerne har været særligt vanskelige og komplekse
- om stoffet er formidlet på tilfredsstillende måde
- om der er præcise henvisninger og fyldestgørende dokumentation
- om alle kilder er oplyst
- om noter og litteraturliste er korrekte og fyldestgørende
- om fremstillingen i opgavebesvarelsen er overskueligt disponeret, og den sproglige udformning er klar, præcis og ensartet igennem hele besvarelsen.
Snyd
Det betragtes som snyd, hvis man kopierer en skriftlig opgave eller dele af en skriftlig opgave fra nettet og afleverer opgaven som ens eget produkt. Man må heller ikke afskrive eller låne en anden skriftlig opgave og aflevere den, som om man selv havde skrevet den, ligesom man ikke må få en anden til at skrive sin opgave eller dele heraf. Desuden er det ikke tilladt at afskrive afsnit eller sætninger uden citationstegn og uden kildeangivelse.
I tilfælde af sygdom
Såfremt du bliver syg i opgaveperioden, skal du straks underrette kontoret og fremskaffe lægeattest.
Praktiske råd vedrørende udformningen
Forside: Her skal anvendes det udleverede officielle ark med problemformuleringen. Andet er ikke nødvendigt.
Sidetal: Fortløbende sideangivelse for hele opgaven.
Indholdsfortegnelse: Ordnet opstilling af de selvstændige hovedafsnit, underoverskrifter (evt.), litteraturliste, noter og henvisninger samt bilag med angivelse af sidetal. Bør placeres på en side for sig (tælles ikke med i de 6-8 sider).
Forord: Personlig begrundelse for valg af emne. Medtages kun, hvis særlige grunde taler herfor.
Indledning: Her præsenteres emnet og opgavens problemformulering. Samtidig gives en redegørelse for disponeringen af stoffet og evt. målet med opgaven.
Opgavens hovedafsnit: Det er en god idé at lade de enkelte afsnit være tydeligt afgrænsede og forsynet med underoverskrifter.
Væsentligt for opgavens helhedspræg er overgangsafsnit. Tag læseren ved hånden, og fortæl, hvad der skal komme i det følgende. Delkonklusioner kan med fordel benyttes ved afslutningen af større afsnit for at lette læsningen og for at holde den røde tråd klar.
Citater: Centrale tekststeder kan med fordel citeres direkte. Check, at citatet er helt korrekt anført. Hvis man udelader noget i citatet, skal det anføres således (...). Et citat skal markeres tydeligt i teksten. Der skal normalt sættes anførselstegn før og efter citatet. Citater, der er længere end nogle få ord eller en enkelt sætning, fremhæves i teksten ved at stå i et selvstændigt afsnit med ekstra linjeafstand til teksten før og efter citatet, skrevet med linjeafstand 1 og med en bredere margin. Et citat, der får sit eget afsnit, skal ikke have anførselstegn. Alle citater skal naturligvis forsynes med henvisningsnote.
Konklusion/afslutning/sammenfatning: Det er vigtigt, at du afslutningsvis samler op. Konklusionen skal gå på de "resultater" du er nået frem til gennem dit arbejde med stoffet. Bring ikke pludseligt nye emner ind i opgaven på dette sted.
Litteraturliste: En litteraturliste er en samlet oversigt over alt benyttet materiale, som placeres til sidst i opgaven. Her skal læseren af opgaven kunne se, hvilket materiale du har anvendt. Det er derfor vigtigt, at den er korrekt og overskuelig. Listen ordnes alfabetisk. Nedenfor kan du se, hvordan du korrekt angiver forskellige typer værker. Disse regler bygger på anbefalinger i Heltberg og Kocks Skrivehåndbogen og de internationale regler fastlagt af MLA (Modern Language Association).
BØGER:
En bog skrevet af en forfatter:
Blaksteen, Vibeke. Væbnet med ordenes vinger. København: Gyldendal, 1991.
En bog med to forfattere:
Mathiassen, Søren og Svend-Aage Nielsen. Born in the USA. Holsted: Futurum, 1984.
En bog skrevet af flere forfattere:
Jessen, Keld B., m.fl. Romantik og realisme. Herning: Systime 1984.
En bog i oversættelse:
Pound, Ezra. ABC for læsere. Overs. af Jørgen Sonne. Fredensborg: Arena, 1960.
Et værk i flere bind: Russell, Bertrand. Vestens Filosofi. 2 bd. Overs. af Elsa Gress. København: Munksgaard, 1962.
En tekst i en antologi eller tekstsamling: Brandt, Per Aage. "O at være et subjekt". Analyser af moderne dansk lyrik 1. Udg. Per Olesen. København: Borgen, 1976: 88-103.
ARTIKLER:
En artikel i et videnskabeligt tidsskrift: Culler, Jonathan. "Beyond Interpretation: The Prospects of Contemporary Criticism". Comparative Literature 28 (1976): 244-256.
En artikel i et populært blad eller tidsskrift: Vestergaard, Klaus. "Livet for en normal gris". Samvirke august 1992: 30-33.En artikel i en avis: Nørgaard, Henry. "Einstein får atter ret". Politiken 11. september 1995, 1. sektion: 6.
INTERNETMATERIALE:
Opgiv altid den korrekte net-adresse.
Noter:
Hvis du skal lave en note (henvisningsnote eller realnote), angives det med et nummer ved afslutningen af den sætning, noten gælder. Nummeret løftes evt. lidt op, så det er adskilt fra teksten. Noterne skal nummereres fortløbende. Noten kan placeres nummereret nederst på de relevante sider, adskilt fra teksten, eller kan placeres bag i besvarelsen i nummereret rækkefølge.
Henvisningsnoter:
Disse bruges,
a) når man viderebringer viden eller oplysninger, der ikke forudsættes alment bekendt,
b) når man videregiver forfattersynspunkter fra den læste litteratur,
c) når man citerer.
Henvisningsnoter laver du sådan:
1) Ved den første henvisning til et værk angives værkets forfatter, dets fulde titel, udgivelsessted, forlag og udgivelsesår samt naturligvis sidetallet for henvisningen.
2) Ved anden henvisning til samme værk bruges en valgt forkortelse, sædvanligvis forfatteres efternavn + udgivelsesår + sidetal.
3) Ved to på hinanden følgende henvisninger til samme værk skrives "samme" + sidetal. Det ser f.eks. sådan ud:
ad 1: Strunge, Michael. Billedpistolen. København: Borgen, 1985, s. 8.
ad 2: Strunge, 1985, s. 17.
ad 3: samme s. 22.
Standardforkortelser: side = s. 37, side + følgende side = s. 37f., side + følgende sider = s. 37ff.
Realnoter:
Disse bruges, når man vil uddybe noget i teksten, som vil forstyrre sammenhængen, men som alligevel er relevant. Fx: "Rifbjerg var ganske ung, da han skrev denne tekst"8
med noten: 8) Rifbjerg debuterede først to år senere.
Hvis man ønsker det, kan man også angive realnoter efter et hovedafsnit i besvarelsen.
Bilag:
Tabeller, noder, artikler, skemaer og lignende, der danner baggrund for hele opgaven, kan indgå som bilag. Bilagene nummereres, så der kan henvises til dem. De placeres bagerst i besvarelsen og tælles ikke med i de 6-8 sider.

