Spring til indhold

SRP

I løbet af din gymnasietid bliver du trænet i at arbejde på tværs af fagene, ligesom du skriver en større opgave i både 1.g og 2.g. Alt dette leder frem til det studieretningsprojekt, som du skal skrive i foråret i 3.g.

Studieretningsprojektet – eller SRP'en – skrives som hovedregel i ét fag på A-niveau og ét studieretningsfag. Hvis studieretningsfaget er på A-niveau, er det andet fag valgfrit. Du kan altså i de tilfælde også kombinere med et fag på B- eller C-niveau.

Som optakt til SRP afholder vi SR5, hvor du skal arbejde dig hen mod en foreløbig problemformulering. I SR5 får du mulighed for at idégenerere, at søge information, at læse dig ind i emnet samt modtage vejledning af faglærere.

Efter SR5 og dit endelige fagvalg får du tildelt vejledere, som du mødes med 2 gange, hvorefter du afleverer dit udkast til en opgaveformulering.

Dine vejledere formulerer derefter din opgaveformulering, som bliver tilgængelig for dig på den første dag i projektperioden. Du har derefter 10 skrivedage til at skrive din besvarelse.

I løbet af projektperioden afholder vi vejledning på klassen, ligesom du kan benytte dig af skriveværkstedet. Du vil også undervejs i projektperioden få mulighed for at modtage individuel vejledning af dine vejledere.