Spring til indhold

Astronomi

Faget

Hvordan finder man planeter, der kredser omkring fjerntliggende stjerner? Hvorfor er det så svært at sende mennesker til Mars? Findes der liv andre steder i det enorme univers?

Dette er blot nogle af de spørgsmål, som vi se nærmere på i astronomi. Kunne du tænke dig at blive klogere på galakser, sorte huller, planeter, stjernedannelse, supernovaer eller måske noget helt andet i universet, så er astronomi det oplagte fag for dig.

Du vil lære om universets opbygning, hvordan opfattelsen af himlen over os har ændret sig gennem tiden og hvordan man navigerer rundt på nattehimlen.

Astronomi er et område, hvor der hele tiden sker nye opdagelser, opsendes nye satellitter og startes nye missioner til fjerne egne af solsystemet. Dette er ting, som vi naturligt inddrager i faget.

Undervisning

I astronomi foregår undervisning til dels i klasselokalet i løbet af den normale skoletid, men også om aftenen hvor vi skal observere nattehimlen eller besøge et observatorium for at se, hvordan astronomer arbejder.

En del af undervisningen vil være lærerstyret, men der vil også blive inddraget elevoplæg og præsentationer omkring udvalgte emner.

Faget indeholder både en mundtlig og en skriftlige dimension, hvor vi blandt andet ved hjælp af computerprogrammer, skal behandle astronomiske data og forsøge at bekræfte de teorier, som vi har snakket om i løbet af undervisningen.

I løbet af året udarbejder hver elev sin egen astronomiske portfolio.