Spring til indhold

Billedkunst

Faget

På Rødkilde Gymnasium kan du kan vælge billedkunst på C- eller B-niveau. Fagets vigtigste genstandsfelt er billedkunst og arkitektur. I billedkunst lægger vi særlig vægt på samtidskunsten og nutidens visuelle kultur, der fx omfatter både maleri, foto, installationer og happenings.

I billedkunst undersøger vi, hvordan og hvorfor de visuelle udtryk er afhængige af tid, kultur og individ. Desuden undersøger vi forskellige opfattelser af, hvordan kunst og arkitektur udformes, analyseres og fortolkes.

I faget tilegner du dig dermed en kompetence til at kunne orientere dig i visuelle kulturer og til at kunne arbejde med det visuelles betydning. Denne kompetence opøver du gennem relevante arbejdsprocesser, praktiske og teoretiske.

Undervisning

I billedkunst arbejder vi med mange forskellige former for visuelle udtryk. Vi kigger på, hvordan de er udformet, og hvilke ideer og holdninger de udtrykker. I det afsluttende eksamensprojekt kan du selv prøve kræfter med at udtrykke dine ideer i en fysisk form.

Undervisningen foregår som et samspil mellem det teoretiske og det praktiske, hvor du selv skal udføre praktiske øvelser og opgaver i forbindelse med fagets forskellige emner.

Du kommer til at tegne, male, lave skulptur og et praktisk arkitekturprojekt. Desuden kan du i dit eksamensprojekt vælge at anvende it-baserede løsninger som Paint, Photoshop eller SketchUp.

Vi tager også på ekskursioner i billedkunst. Vi besøger Vejle Kunstmuseum, og vi er på en årlig ekskursion til ARoS i Århus for at se kunsten ”live”.

Billedkunstundervisningen veksler mellem klasseundervisning, korte praktiske forløb og eksamensprojektfasen. Alle dine visuelle arbejder og opgaveløsninger fra årets undervisning skal du samle i en portfolio, så du har et godt og fyldigt materiale til eksamen.

Eksamen

Eksamen i billedkunst er todelt:

Første del er en prøve i det teoretisk-analytiske stof, hvor du bliver testet i visuelle begreber og kunsthistorie. I denne del skal du også inddrage eksempler fra din egen portfolio.

Dit personlige eksamensprojekt er anden del af prøven. Her skal du gøre rede for og diskutere, hvilke visuelle overvejelser du har gjort dig i dit arbejde.